Retur til naturen: Gå på muslingejagt og find din egen aftensmad

Hvis man tager på stranden med en flaske hvidvin i hånden, har man måske sikret aftensmaden. Muslinger er der i hvert fald nok af, og de er lette at tilberede.

06:57

VIDEO: Muslinger kan findes på de fleste danske strande. TV2 ØSTJYLLAND var med Natur Retur på muslingejagt.

Disse dage byder ikke ligefrem på de høje temperaturer, men kold luft, koldt vand og glatte sten er alligevel ikke nok til at stoppe en flok gæve naturentusiaster fra at tage på muslingejagt på Ballehage Strand.

Læs også Skrigende måger bekæmpes med en ræv bag øret

- Det er fedt at komme ud i naturen og opleve det. Og så smager de skide godt, det er gratis, og det er sjovt at samle sin egen mad. Jeg tror, at det ligger lidt i rødderne, at man gerne vil forsørge sig selv, siger Laurids Enevoldsen.

Normalt går vi på universitetet, og så er det rart at lave noget andet, hvor man kan slå hjernen lidt fra og lade være med at tænke så meget. Det fungerer.

Jeppe Stenderup, universitetsstuderende, Aarhus

Han er en af medlemmerne i foreningen, Natur Retur, som står bag en række begivenheder, der alle udnytter den natur, der er omkring os.

På stensikringerne på strandene er der masser af muslinger at finde. Dog skal man lige holde øje med algerne, før man spiser dem.

Og denne gang bød turen på muslingejagt lige uden for Aarhus.

- Vi finder de her muslinger nærmest hele vejen rundt om Danmark langs de danske kyster. Lige her finder vi dem på stensætningerne, som er sådan en kystbeskyttelse hele vejen rundt om stranden. Nærmest ved alle stensætningerne er der rigtig god mulighed for at finde muslinger, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeppe Stenderup og Emilie Stidsen er begge universitetsstuderende i Aarhus, og de var taget med ud for at finde muslinger. Blæst og kulde er nemlig ikke noget, der skræmmer dem væk.

Jeppe Stenderup og Emilie Stidsen nyder at komme lidt væk fra studiet og lidt ud i naturen i stedet.

- Det er også en del af charmen. Normalt går vi på universitetet, og så er det rart at lave noget andet, hvor man kan slå hjernen lidt fra og lade være med at tænke så meget. Det fungerer, siger Jeppe Stenderup til TV2 ØSTJYLLAND.

Og afslapning af hjernen er ikke det eneste, sådan en muslingejagt kan gøre godt for. Selvom muslingerne ikke indeholder perler, er der nemlig andet, de kan bruges til.

Man kan finde muslinger på stensætninger som disse ved de fleste strande.

- Det er ret SU-venlig aftensmad. Det er bare en flaske hvidvin, og der kan man tage den billige fra Netto, så har vi en god aftensmad i aften, siger Emilie Stidsen.

Simpel aftensmad - men pas på alger

Det lyder måske som en meget simpel opskrift på at lave aftensmad, og det er det faktisk også. Og ikke nok med, at der skal få ingredienser i – der er oven i købet også kort tilberedningstid.

Man skal være meget påpasselig med at høste de her, for der er nogle baciller og nogle bakterier og algegifte, som de ophober. Jeg plejer at tjekke Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Laurids Enevoldsen, Natur Retur

- Man renser dem lige for alger, fordi det er lækrest ikke at få med i sin hvidvinssovs. Egentlig ville det have godt af at stå nogle timer i noget rent saltvand, fordi de ville blive renset for sand og alger, siger Signe Søndergaard Bay, der var en af medarrangørerne på muslingejagten.

Muslinger som disse kan blive aftensmaden, hvis man tager på jagt på stranden.

Dog skal man tænke sig lidt om, inden man farer ud og henter sin aftensmad på stenene ved stranden.

- Man skal være meget påpasselig med at høste de her, for der er nogle baciller og nogle bakterier og algegifte, som de ophober. Jeg plejer at tjekke Fødevarestyrelsens hjemmeside og se, om de har lukket nogle af de kommercielle muslingeopdræt, siger Laurids Enevoldsen.

Derfor er det altså sikrest at tage på muslingejagt om vinteren, når algerne ikke trives på samme måde, som når vandet er varmere.

Signe Søndergaard Bay er en af arrangørerne fra foreningen Natur Retur, og ifølge hende er der en stigende interesse for at dyrke de grønne omgivelser.

Andre arrangementer, som foreningen står bag, er eksempelvis morgenstunde med fælleslytning til fuglesang, og ifølge foreningen selv, er der større og større opbakning til arrangementerne under åben himmel.

Læs også 41 år gammel chipspose dukket op i skovbund

- I kan sagtens finde os hernede på stranden i næste uge. Vi snakker om at tage vores venner med herned, siger Jeppe Stenderup.