Retseksperter sår tvivl om hooligankarantæner

Flere retseksperter tvivler på, at det er lovligt at udelukke tilskuere fra fodboldkampe, når fansene ikke opfører sig ordentligt.

Når SAS Liga-klubber uddeler karantæner til fans, der ikke opfører sig ordentligt, er klubberne på kant med loven, vurderer retseksperter ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten. Ofte bliver fansene ikke bare udelukket til deres egen klubs hjemmekampe, men også til kampe på andre offentligt ejede stadioner.

- Problemet er, at man udsteder et generelt forbud på en offentlig institution uden et retsgrundlag. Det kan man ikke, siger Steen Rønsholdt, juraprofessor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Han bliver bakket op af Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet.

- Det er meget tvivlsomt, om det holder rent juridisk at forbyde folk adgang til et offentligt ejet stadion på et grundlag, der udelukkende hviler på en aftale mellem klubberne, siger han.
/ritzau/