Retov bliver i AC Horsens
Anføreren tager to år mere
AC Horsens anfører Martin Retov har forlænget den eksisterende aftale med klubben, indtil videre spiller han for de gule frem til sommeren 2016.
Cheftræneren Johnny Mølby er begejstret for, at midtbanegeneralen har valgt at forlænge sin kontrakt.
- Martin Retov er først og fremmest en rigtig dygtig spiller, der har masser af ærgerrighed og stor vindermentalitet, men han har også en vigtig rolle udenfor banen. Han stiller krav til sig selv og de andre spillere, og han bliver en nøglespiller i den kommende sæson, for han trækker de andre med, fortæller Johnny Mølby på klubbens hjemmeside.
Retov skiftede til klubben fra Hansa Rostock for tre år siden, og han havde kontrakt frem til sommeren 2014, men den har han altså valgt at forlænge med yderligere to år.
- Først og fremmest er jeg ovenud glad for at være en del af AC Horsens, og når jeg ser tilbage på de tre år, så er jeg rigtig glad for forløbet. Vi oplevede en nedtur i sidste sæson, men ellers har det været positivt hele vejen igennem, og jeg er rigtig glad for klubben, byen og menneskene på og omkring holdet. Som familie føler vi os godt tilpas i byen, hvilket også er vigtigt, fortæller Martin Retov.
AC Horsens rykkede ud af Superligaen i år. De spiller deres første kamp i 1. division 28. juli hjemme mod AB.