Restaurant vil beholde sin Michelinstjerne

Medejer René Mammen føler, at der er endnu mere på spil i år, når de eftertragtede Michelinstjerner bliver uddelt

04:29

1 af 2

For et år siden fik René Mammen og hans kone Louise en besked, der slog benene væk under dem begge.

Deres restaurant Substans i Frederiksgade i Aarhus var som en af de første restauranter uden for hovedstaden blevet optaget i det gastronomiske "himmerrige", Michelinguiden.

Det er et kvalitetsstempel, som de fleste restauranter drømmer om, men kun de færreste får.

I morgen, onsdag, er det så tid til den årlige Michelin-stjerneregn igen. Denne gang er den aarhusianske restaurant pludselig i en ny situation, hvor der både er mulighed for at vinde en ekstra stjerne, men også at tabe den, som allerede er vundet.

Substans: Det er kæmpestort

Dagen forinden er der derfor nerver på, afslører køkkenchef og medejer René Mammen, som ikke tør tænke på, hvad der vil ske, hvis klistermærket med stjernen igen skal fjernes fra ruden:

- Hvis vi ikke havde fået en stjerne for et år siden, så ville vi sætte alle sejl ind på at få den i år. Man havde ikke rigtig noget at miste.

- Nu har vi stjernen og føler også, at vi har gjort os fortjent til den og håber, at vi kan få lov til at beholde den. Så må vi bare håbe, at Michelin er enige, siger René Mammen.

Katastrofe at tabe

Siden Substans fik sin Michelinstjerne, er der sket ting og sager. Særligt i starten kunne restauranten mærke effekten af stjernen, men det har ikke betydet, at omsætningen er steget markant.

Statussen har også betydet, at restauranten har haft noget at leve op til, og det har ført til investeringer i nyt interiør og flere hænder i restauranten.

- Det er med til at opretholde ens drive. At man skal yde og gøre sig fortjent til det, siger René Mammen, som er bange for at miste arbejdslysten, hvis restauranten mister sin stjerne:

- Det ville være en kæmpe katastrofe. Man ville nok kunne overleve alligevel, men på det personlige plan og for personalet ville det have kæmpe store konsekvenser.

Udover Substans fik også Restaurant Frederikshøj og Gastromé i Aarhus en Michelinstjerne sidste år, mens restauranten Pondus fik udmærkelsen Bib Gourmand.

Du kan høre mere om, hvad det har betydet for restauranten Substans at få en michelinstjerne og hvad René Mammen tænker om chancerne for at få endnu en stjerne i videoen øverst i artiklen.