Restaurant med særligt koncept åbnet – hundredvis stod i kø

Der var lang kø uden for den nye Grød-butik i Aarhus, da den åbnede fredag morgen.

01:32

VIDEO: Lasse Skjønning Andersen har en drøm om at gøre grød lækkert igen.

- Jeg tror, vi har lavet lidt over 600 portioner grød på godt to timer, lyder det fra Lasse Skjønning Andersen, der ejer restaurantkæden Grød, til TV2 ØSTJYLLAND.

Der var nemlig godt gang i biksen i Graven 24, da han fredag morgen åbnede dørene til den første Grød-butik i Aarhus.

- Det er jo helt vildt. Vi har ikke sovet så sindssygt meget i nat, skal jeg være helt ærlig at sige. Men at der var flere 100 mennesker igennem, det er jo bare fantastisk. Jeg kunne ikke drømme om en bedre start, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Der var lang kø uden for Grød i Graven 24, da butikken åbnede klokken 7 fredag morgen. 

Grød på en ny og mere spændende måde  

Flere hundrede mennesker var forbi butikken i løbet af de to første timer, hvor man kunne få en portion havregrød til blot fem kroner.

Dog ikke den kedelig af slagsen, som de fleste nok kender. I Lasse Skjønning Andersens butik bliver grøden nemlig både toppet med karamelsovs, æblekompot, chiafrø, kokosflager og meget andet, hvilket tydeligvis trækker kunder til.

Læs også Madkoncept udvides: Nu er det kommet til endnu en Bilka

- Overordnet har jeg jo en drøm om at gøre grød lækkert igen, fordi jeg synes, det kan smage forbandet godt, og fordi det kan være så mange andre ting end kedelig, klisteret havregrød, siger Lasse Skjønning Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er Lasse Skjønning Andersen der ejer Grøf-butikken. Ud over den nye i Aarhus har han fem butikker i københavner-området. 

Flere nye madoplevelser på vej til Aarhus

GRØD er ikke den eneste nye madoplevelse, som østjyderne kan glæde sig til at mæske sig i. Tidligere på ugen fortalte vi om fire nye køkkener, der i løbet af de næste måneder åbner på Aarhus Street Food.

- De fire ny køkkener åbner fra midten af januar og frem mod midten af marts. Her kan man glæde sig til både vegansk mad, latinamerikansk, tyrkisk og nepalesisk, fortalte Britt Vorre, der er medindehaver af Aarhus Street Food, til TV2 ØSTJYLLAND tidligere på ugen.

De fire nye køkkener på Aarhus Street Food 

Plant Food

Et vegansk køkken med veganske madretter - det vil sige plantebaserederetter uden animalske produkter som kød, mælkeprodukter og æg. Britt Vorre lover dog, at det ikke bare bliver salater, men at der bliver stor kreativitet.

 

El Jefe

Et latinamerikansk grillkøkken med forskellige kødretter. Meningen er, at kødet skal grilles over en stor grill med åben ild. Hertil serveres grillede grønsager.

 

Everest Kitchen

Nepalesisk køkken med godt krydret mad. Britt Vorre fortæller, at den nepalesiske mad minder lidt om indisk - varmt og ofte krydret med spidskommen og kanel.

 

Turkish Grill House

Traditionelle tyrkiske retter, der er grillet over kulgrill - blandt andet grillspyd og kebab.

Læs også Aarhus Street Food udvider: Her er de nye køkkener