Restaurant i din egen stue: Nu kan du leje en Michelin-kok

Iværksættere fra Aarhus har stiftet ny madportal, som skal sørge for at udbrede gode madoplevelser til Østjylland

Kok René Mammen glæder sig til at lave mad hjemme i folks stuer. Foto: pressefoto

Gourmetmad skal ikke kun være noget, man indtager på en restaurant eller som koster flere tusinde kroner. 

Det skal også være noget, man kan spise en fredag aften sammen med gode venner ved spisebordet i dagligstuen.

Det er ambitionen hos de tre aarhusianske iværkstættere Jacob Bülov Esbensen, Christoffer Tellefsen og Nicolai Aarkrog, som har stiftet madportalen Neat Meal. 

På samme måde, som kender det fra fastfood-siden Just-Eat, kan man på Neat Meal bestille mad udefra. Forskellen er bare, at maden fra Neat Meal bliver lavet af kokke i ens eget hjem. 

Læs også Restaurant vil beholde sin Michelinstjerne

Konceptet er kendt i Danmark og udlandet som "private dining", og det vil iværksætterne nu udbrede i Aarhus og København. 

- Vi vil gerne vise, at god mad er alles ret. Det er ikke kun noget, som er forbeholdt den dyre gourmetverden, siger partner i Neat Meal Nicolai Aarkrog til TV 2 | ØSTJYLLAND. 

Vi vil gerne vise, at god mad er alles ret. Det er ikke kun noget, som er forbeholdt den dyre gourmetverden

Nicolai Aarkrog, partner i Neat Meal

I øjeblikket er 16 restauranter og kokke fra landets to største byer tilknyttet. En af dem er medindehaver af Restaurant Substans i Aarhus, René Mammen. Restauranten er blevet belønnet med én Michelin-stjerne og har i den forbindelse høstet anerkendelse og opmærksomhed, men derfor har restauranten stadig ledige borde af og til:

- Mange tror, at træerne vokser ind i himlen, fordi man har fået en Michelin-stjerne. Vi kan ikke bare læne os tilbage af den grund. Jeg synes personligt, det er fedt at få muligheden for at lave mad i folks hjem, siger René Mammen. 

Læs også Aarhus får Michelin-stjerner

Ved privat dining forbereder kokken det meste af maden hjemmefra og færdiggør det hos kunden. Når kokken René Mammen skal ud til folk har han også selv service med fra restauranten.

- Det vil jo være en anderledes oplevelse, end den man får på Substans. Når folk kommer ind til os på restauranten har de ofte tårnhøje forventninger. Jeg tænker, at det på den måde vil være mere afslappet hjemme ved folk - og så kunne det jo være, at folk fik lyst til at besøge vores restaurant efterfølgende, siger René Mammen.

Neat Meal fungerer ved, at kokkene og restauranterne betaler en procentsats af deres indtjening for at være med i konceptet. I næste uge starter madportalen også op i Odense og senere følger Vejle.