Renovering skal spare millioner
Hospitalet skal energirenoveres
Regionshospitalet i Randers bliver snart meget bedre til at spare på og udnytte energien. Nu er hospitalet nemlig klar til en omfattende energirenovering, der har som mål at nedbringe energiforbruget med 25 procent. Arbejdet begynder i efteråret 2014, og i følge planen kommer det til at stå på frem til 2016.
Forventningen er, at hospitalet, når renoveringen er færdig, kan spare en fjerdedel af den samlede årlige udgift til el, vand og varme på ca. 20 millioner kr.
Under renovering skal hospitalet have nye køleanlæg, bedre isolering af vinduer og døre, installation af solcelleanlæg, udskiftning af hvidevarer, dvalestyring af computere og renovering af ventilationsanlæg.
- Vi skal selvfølgelig følge samfundsudviklingen og skabe et hospital, som er så miljørigtigt som muligt. Det skal vi gøre af hensyn af patienterne og medarbejderne - og for at yde vores bidrag til et godt miljø, siger Niels Hosie, der er teknisk chef på Regionshospitalet i Randers, i en pressemeddelelse.
Det vurderes, at den gennemgribende renovering kommer til at koste 70-80 millioner kr.