Rengøring udliciteres i Silkeborg
Silkeborg Kommune udliciterer nu rengøringen af 18 skoler
Silkeborg Kommune udliciterer nu rengøringen af 17 folkeskoler og Ungdomsskolen. I alt skal der rengøres 95.000 kvadratmeter hver dag.
Rengøringen udbydes fra januar 2004 og tre år frem - med mulighed for et års forlængelse. Kommunens egen skolerengøring byder også ind på opgaven.
- Udbuddet er et led i effektiviseringen af den kommunale organisation. Vi besluttede i 1999 at effektivisere skolerengøringen med det sigte, at vores egen skolerengøring kan deltage i udbuddet på lige fod med private rengøringsvirksomheder, siger borgmester Jens Erik Jørgensen i en pressemeddelelse.
Rengøringsopgaven sendes i begrænset udbud, så maksimalt fem virksomheder får lov til at byde på opgaven. Virksomhederne vælges ud ved en såkaldt prækvalifikation.
Kontrakten underskrives omkring 1. oktober 2003.