Rengørings-kone hurtigere end alarm: Opdagede brand på gymnasium
Til alt held opdagede en rengøringsassistent på Silkeborg Gymnasium en tagbrand før alarmen gik
En rengøringskone var hurtigere end brandalarmen på Silkeborg Gymnasium. Det var nemlig hende, der opdagede branden på gymnasiets tag mandag eftermiddag og ringede 112.
- Det er heldigt, hun går derinde og opdager det, siger Anders Simonsen ved Midtjysk Brand og Redning.
Fem minutter efter, hun ringede 112, gik brandalarmen på stedet, men der var Midtjysk Brand og Redning allerede på pletten. Her fandt man hurtigt ud af, at branden var opstået i forbindelse med, at der var blevet brændt tagpap på.
- Der har været tagdækkere og lægge tagpap på de flade stykker af gymnasiets tag. Der er sådan nogle tagrygge, hvor der kommer loftlys ind. Det er i den trækonstruktion, der er gået ild i, fortæller Anders Simonsen fra Midtjysk Brand og Redning.
Der var ingen elever eller lærere i bygningen, da branden begyndte. Branden kom hurtigt under kontrol.
Men gymnasieeleverne vil nok alligevel bemærke, at det har brændt, når de møder i skolen tirsdag. I slukningsarbejdet har man fjernet en tredjedel af taget. Og ud over skaderne på taget, er der sket vand- og røgskader i det klasselokale, der var under det brændende tag.