Renée og Jamie nåede det: Monet er fantastisk!
Søndag var det sidste chance for at se Claude Monet-værker på kunstmuseet Aros
For tre år siden besøgte de to aarhusianske søstre Renée og Jamie Svane det verdensberømte kunstmuseum Louvre i Paris.
Ligesom for mange andre gæster var det især maleriet af Mona Lisa, der gjorde indtryk. Claude Monets åkander kom de derimod ikke i nærheden af.
Senere har de aarhusianske søstre fortrudt, at de ikke ofrede tid på Monet. I dag, søndag, fik de dog mulighed for at tage revanche, da de på udstillingens sidste dag oplevede særudstillingen 'Monet - Lost in Translation' på kunstmuseet Aros i deres hjemby.
Man bliver inspireret
De var begge meget fascinerede af både Monets billeder og den måde, Aros præsenterede dem på:
Anmeldere begejstrede for Monet
- Den er jo fantastisk. Alle de billeder der er - og stemningen, musikken og den måde, de har iscenesat det på. Det er fantastisk!, siger Renée Svane til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hendes søster, Jamie Svane, er enig:
- Det er skide flot - virkelig! Man bliver lidt inspireret. Ikke til at male, men til at beundre det i hvert fald, siger hun.
Tusinder kom på besøg: Aros sætter besøgsrekord i 2015
De aarhusianske søstre fortryder stadig, at de ikke oplevede Monets malerier, dengang de havde mulighed for at se dem i den franske kunstners hjemland. Alligevel er besøget på Aros et stort plaster på såret:
- Det var lidt ærgerligt. Men nu har vi set det her i Danmark. Det er en dejlig ting i hvert fald, siger Jamie Svane.
I 2015 satte Aros besøgsrekord. I alt blev der registreret 569.324 besøgende på museet i løbet af året.
Mød Reneé og Jamie Svane i videoen øverst i artiklen.