Rema 1000-ansat slået og spyttet på
En uønsket kunde blev bedt om at forlade butikken
En 22-årig kvindelig butiksansat i Rema 1000 i Aarhus blev tildelt et slag på armen og blev spyttet i ansigtet, da hun eskorterede en uønsket kunde ud af butikken.
- En kunde kommer ind i butikken. Han skaber problemer, så personalet vil helst ikke have ham derinde. Da han bliver eskorteret ud, bliver han så ubehagelig, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.
Butikstyv slog og skubbede detektiv
Politiet har ikke foretaget nogen anholdelse i sagen. Og de kan ikke sige noget om, hvorvidt manden var påvirket af noget.
Kendt i butikken
Den uønskede kunde var i forvejen kendt af Rema 1000-butikkens ansatte. Han har tidligere skabt problemer, hvilket var grunden til, at han blev bortvist.
- Han er uønsket af personalet, og de kender ham fra tidligere, så vi går ud fra, at han har skabt problemer for butikken før, siger Marianne Morgen.
Hændelsen fandt sted søndag eftermiddag i Rema 1000 på Nørre Alle i Aarhus.