Rekordoverskud på Aarhus Teater

Tv-2 Teaterkoncert og Gregersen Sagaen skæpper i kassen på Aarhus Teater, der har fået det hidtil største overskud nogensinde.

Aarhus Teater jubler i disse dage over det største overskud i teatrets 106-årige historie. Godt 2,2 mio. kr. lyder overskuddet på. Det er et forbedret årsresultat på godt og vel 1.5 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget.

Teatret havde budgetteret med et plus på 735.000 kr. Men nu kan Aarhus Teater sammenlagt barbere 2,3 mio. kr. af den negative egenkapital, der herefter beløber sig til 4,1 mio.

Succesen skyldes øget fokus på omkostningerne, mens det på indtægtssiden primært er billetindtægterne, der har skæppet i kassen. Knap 107.000 betalte i sæsonen 2005/-06 billet til Aarhus Teater, og det giver et overskud på billetindtægterne på godt 1,8 mio. kr.

Det fine resultat skyldes især tilstrømningen til den populære TV-2 Teaterkoncert, 'Gregersen Sagaen' samt 'Slumprinsessen og de 7 Smalltimehustlers' - en moderne fortolkning af Brdr. Grimms 'Snehvide'.

Teaterchef Madeleine Røn Juul er stolt over resultatet.

- Vi har fået stoppet de seneste sæsoners økonomiske nedtur. Samtidig ser det ud til, at det kunstneriske stilskifte, som Aarhus Teater har gennemført, også falder i publikums smag, siger hun i en kommentar.

- Siden min tiltrædelse i 2004 har jeg ønsket at gøre Aarhus Teater til en moderne landsdelsscene med en markant profil. Aarhus Teater skal lave forestillinger, der tør have holdninger og skabe debat uden at gå på kompromis med underholdningsværdien. Den balance synes jeg, det er lykkedes os at finde. /ritzau/