Rekordhøjt ansøgertal
Men stadig muligt at læse på VIA
Danmarks største professionshøjskole, VIA University College, med hovedafdeling i Aarhus, melder efter et rekordhøjt antal ansøgninger om 'fuldt hus' på mange af sine 41 uddannelser. Efter de over 14.000 ansøgere til VIAs uddannelser i dag fik svar på deres ansøgninger.
På VIA i Randers melder de blandt andet om fuldt hus. Her havde 1054 søgt ind på sygeplejerske-, psykomotorisk terapeut- og pædagoguddannelsen. Og i dag fik 257 nye studerende i et positivt svar på deres ansøgninger.
Der er dog stadig mulighed for at komme ind på en uddannelse for de unge, der i dag har fået et afslag. F.eks. er der ledige studiepladser på VIAs uddannelse i Viborg og Aarhus til administrationsbachelor, ligesom der er mulighed for at læse til lærer i Silkeborg, Skive og Nørre Nissum. Også en række tekniske og merkantile uddannelser i Horsens kan fortsat tilbyde studiepladser.
- Jeg håber meget, at vi i VIA kan imødekomme nogle af de unge, der har fået et afslag i dag, så de i stedet kan blive glade for at blive optaget på en af de uddannelser, hvor der er plads. Vi har fra tidligere år gode erfaringer med, at det sagtens kan ende lykkeligt at gå i gang med et studium, som ikke lige i udgangspunktet var dét, man ønskede mest," siger Harald Mikkelsen, rektor på VIA University College i en pressemeddelelse.
En liste over, hvor VIA har ledige studiepladser på sine uddannelser i Region Midtjylland, kan ses på VIAs hjemmeside