Rekorddage for attraktioner
Flere østjyske turistattraktioner melder om rekordhøje besøgstal i denne uge. Generelt går det godt for forlystelserne.
Både Djurs Sommerland og Ree Park - Ebeltoft Safari kan glæde sig over, at de hver i sær satte rekord for flest besøgende på én dag i denne uge.
For dem begge var det tirsdag, der var den helt store dag. Her besøgte i alt 20.020 mennesker Djurs Sommerland, mens 3998 havde fundet vej til Ree Park.
Generelt tegner sommeren 2009 til at blive god for de fleste af de største østjyske turistattraktioner.
Ree Parks besøgstal hidtil i juli ligger 30-40 procent over samme periode sidste år. Indtil videre i år har parken haft 76.680 besøgende. På samme tidspunkt sidste år var det tal 57.696.
Et andet sted på Djursland ser det også godt ud. Kattegatcentret i Grenaas bedste dag i år bød på 4411 besøgende. Sidste års besøgsrekord for én dag var 3641.
Tivoli Friheden i Århus tegner sig også for fremgang. Her ligger besøgstallet p.t. omkring seks procent højere end sidste år. I alt har tivoliet i år haft mellem 235.000 og 240.000 besøgende.
Den Gamle Bys besøgstal i 2009 ser ud til at stige med cirka ti procent. Den bedst besøgte dag hidtil i år var også tirsdag, hvor omkring 3700 personer gik igennem tælleapparaterne. Den Gamle Bys højsæson er dog traditionelt julen, som plejer at tiltrække omkring tredjedel af alle årets gæster.
I Randers Regnskov ser det indtil videre ud til at være status qou i juli måned. Her forventer man at nå mellem 60.000 og 65.000 besøgende, og det er det samme niveau som sidste år.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelser i aften klokken 18.10 og 19.30.