Rekordår for ARoS - igen

Edward Munch trækker fulde huse

Kunstmuseet ARoS kan igen i år præsentere en ny publikumsrekord.

Cirka 4.000 gæster har i dag og i går passeret tælleapparaterne. Det bringer det samlede besøgstal op over sidste års 523.422 gæster.

Dagen i dag har budt på lidt færre besøgende, hvilket formentligt skyldes de store snemængder.

- Normalt ligger besøgstallet omkring 2.200 besøgende på en søndag, men i dag har det ligget på cirka 1.300. Alligevel er det flot, at så mange har valgt at lægge vejen forbi, siger pressechefen for ARoS, Bjarne Bækgaard, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Publikumsmagneten Edward Munch

Det er primært udstillingen med Edward Munch, der har været den helt store publikumsmagnet.

135.000 besøgende har foreløbigt været forbi for at se udstillingen med den norske maler, der er mest kendt for sit værk 'skriget'. Den hidtidige udstillingsrekord er fra 2004, hvor den islandske kunstner Olafur Eliasson udstillede på Aros.

- Jeg regner helt sikkert med, at vi også slår den rekord. Udstillingen med Munch varer indtil 17. februar, så der er god tid til at nå den rekord også, siger Bjarne Bækgaard.

Regnbuen oven på ARoS er også stadig et af museets helt store trækplastre vurderer Bjarne Bækgaard.