Reklamedirektør afløser Khader i Østjylland: Regner med at få høvl

Mona Juul er ny spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland

05:15

VIDEO: 51-årige Mona Juul er administrerende direktør i reklamebureauet Envision.

Tidligere i september skiftede Naser Khader (K) valgkreds, da Østjylland blev skiftet ud med Sjællands Storkreds.

Den ledige plads som partiets spidskandidat bliver formentlig overtaget af Mona Juul, der er administrerende direktør i reklamebureauet Envision. Hun er indstillet til at overtage posten efter Naser Khader.

Læs også Enighed om budget: Færre besparelser på børn og skoler end ventet

- Det er kæmpe stor ære at få lov til at stille op til Folketingsvalget. Og det er dejligt at få lov til at kunne være med til at debattere og skabe et samfund, sådan som jeg godt kunne tænke mig at få det til at se ud, siger Mona Juul TV2 ØSTJYLLAND.

Startede som kassedame i Føtex

Hun er med på, at Det Konservative Folkeparti ikke er så stort et parti som tidligere.

- Man vælger jo parti ud fra sit hjerte. For mig er Det Konservative Folkeparti det helt rigtige, fordi det parti balancerer politikken. Det handler både om frihed, fællesskab, individ og os alle sammen, siger Mona Juul, der lige er blevet 51 år.

- Jeg har en masse erfaring at komme med. Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 13 år og har haft fuldtidsjob siden jeg var 18 år – undtagen når jeg har læst. Der startede jeg som kassedame i Føtex, siger Mona Juul.

Det gør da en kæmpe forskel for borgerne, at få en politiker, der har noget erfaring.

Mona Juul, spidskandidat, Konservative, Østjylland

Hun mener, at det især er en lang erhvervskarriere, som vil skille hende ud fra andre politikere.

- Jeg satser på, at jeg kan bringe noget erfaring ind i Folketinget og noget erfaring ind i politik. Det gør da en kæmpe forskel for borgerne, at få en politiker, der har noget erfaring, siger Mona Juul og uddyber:

Læs også Minister starter ordkrig med Aarhus om katastrofebudget

- Jeg er vant til at arbejde med, at man skal have noget viden, inden man danner sig nogle meninger og træffer beslutninger. Det er også en måde at arbejde på, som jeg tænker, at jeg vil tage med mig ind i politik, siger Mona Juul.

Regner med at få høvl

Derudover peger hun på, at hun har lyst til at gå ind i politik.

- Det er der ikke så mange andre, der har lige for tiden, siger Mona Juul.

Den manglende lyst hænger blandt andet sammen med de voldsomme reaktioner, som nogle politikere kommer ud for.

 Jeg regner med at få nogle høvl. Men ved du hvad… bring it on.

Mona Juul, spidskandidat, Konservative, Østjylland

- Jeg regner med at få nogle høvl. Men ved du hvad… bring it on. Det har jeg fået igennem hele mit liv. Det har de fleste mennesker, der blander sig i debatter. Jeg har arbejdet med politik bag ved linjerne i rigtig mange sammenhænge. Dem, der ikke kan finde ud af at give deres mening til kende på en ordentlig og respektfuld måde, må man stoppe med at have en dialog med, siger Mona Juul.

Mere for pengene

Noget af det, hun gerne vil bringe ind i erhvervspolitik er noget mere kreativitet, noget mere digitalt og noget mere cirkulært.

Derudover betegner hun sig selv som meget grøn. Hun sidder blandt andet i bestyrelsen for Verdensnaturfonden.

Læs også Stort læs affald læsset af i naturen ikke langt fra genbrugsplads

Og så vil hun gerne have noget mere for pengene.

- Jeg er ikke den, der tuder mest over at skulle betale skat, men jeg vil have noget mere for pengene, siger Mona Juul.

Privat bor Mona Juul i Horsens. Siden 2007 har hun stået i spidsen for reklamebureauet Envision.

Jeg er ikke den, der tuder mest over at skulle betale skat, men jeg vil have noget mere for pengene.

Mona Juul, spidskandidat, Konservative, Østjylland

Mona Juul er civiløkonom (HA/HD) fra Syddansk Universitet i 1993 og er efterfølgende blandt andet uddannet i Strategisk Planning fra Den Danske Reklameskole i København (2001).

Mona Juuls officielle overtagelse af spidskandidaturet sker først, når hun er valgt ved den ekstraordinære generalforsamling i oktober.

Med offentliggørelse af kandidaturet trækker hun sig fra stillingen som administrerende direktør i Envision. Hun fortsætter som partner og bestyrelsesmedlem i virksomheden.

Øverst i artiklen kan du se hele interviewet med den nybagte spidskandidat, Mona Juul.