Regnvejret fortsætter hele lørdag
Lørdag bliver en våd dag i Østjylland
Lørdagen er startet vådt mange steder i Østjylland, og det ser ud til at fortsætte det meste af dagen.
Dog har østjyderne det ikke lige så slemt som sønderjyderne. I den sydlige del af landet er der lørdag indtil videre faldet mellem 20-30 millimeter nedbør, oplyser Michael Skelbæk, der er vagthavende meteorolog ved Dammarks meteorologiske Institut, DMI, til tv2oj.dk.
Fredag udsendte DMI en varsel om kraftig regn med risiko for mellem 30-50 millimeter nedbør gældende for hele lørdagen.
Horsens, Odder var Samsø er omfattet af advarslen, og det er også disse steder, der har fået - og får - mest vand, mens den nordlige del af Østjylland slipper billigere.
DMI: Risiko for kraftig regn og oversvømmelse
Yderligere 10-15 mm nedbør
- I Østjylland er det det sydlige del af regionen, hvor der falder mest nedbør, men der kommer regn i hele regionen. Der er allerede faldet noget, men der vil falde yderligere 10-15 millimeter i løbet af dagen, siger Michael Skelbæk og fortsætter:
- Det vil ikke komme på samme tid, men derimod fordele sig så det kommer over en del timer.
Han fortæller, at der i skrivende stund ligger en stribe regnvejr lige vest for Aarhus-området, som driver mod øst. Derfor vil aarhusianerne opleve, at regnvejret intensiveres nu her.
- I Østjylland fortsætter regnvejret ind i aftentimerne, og vi skal ud på natten, før det bliver tørt. Men regnen vender tilbage søndag morgen, siger Michael Skelbæk.
Der vil formentlig falde 5-8 millimeter nedbør søndag.