Regnen kommer
DMI "lover" op mod 22 mm. regn over Østjylland lørdag. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet.
Oversvømmede kældre og ødelagte ejendele.
Sådan er eftervirkningerne ofte efter et skybrud, og vi kan få et sådant på lørdag, hvor der ifølge DMI kommer en hel del nedbør. Og der er faktisk en del, som du kan gøre for at sikre dine ting, før regnen sætter ind.
- Før regnen kommer, er det en god idé at sikre sig, at de udendørs afløbsriste og tagnedløb ikke er stoppede af blade og lignende, og at tagrenderne er rensede. Desuden bør man lukke alle vinduer og gå kælderen igennem for at se, om der er ejendele, som bør fjernes fra gulvet. Alt efter din bolig kan et såkaldt højvandsslukke muligvis hjælpe med at begrænse eller helt undgå, at kloakvandet trænger op, fortæller Jill Pedersen fra Topdanmark-butikken i Århus.
Hvis vandskaden er sket, har Jill Pedersen også et par gode råd:
- Er der møbler eller andet som skal flyttes? Kan man selv suge vandet op? Luft ud, og sæt varme på. Tag også fotos af skaden, og smid ikke noget væk før dit forsikringsselskab har set det, eller sagen er afsluttet, råder Jill Pedersen.