Regionsråds-politiker: Busbesparelser skal af bordet nu

Anders Kühnau (S) lytter til kritik fra kommuner og borgere, og foreslår nu at udskyde besparelser på busruter

Det har givet genlyd i hele Østjylland, at Region Midtjylland har varslet med besparelser på den kollektive trafik. Besparelser der skulle findes ved at nedlægge flere ruter i regionen. Nu får piben dog en anden lyd fra formandskandidaten Anders Kühnau (S).

- Jeg foreslår, at vi tager de planlagte besparelser på bustrafikken af bordet for nu, og så får undersøgt vores muligheder bedre. Vi har brug for mere tid, så besparelser skal findes på anden vis i 2018, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

02:32

Protester imod besparelser har været mange. Se mere om dem i indslaget her. 

Luk video

Det var planen, at de 35 mio. kr. skulle spares på bustrafikken i sidste halvår af 2018, men efter regionsrådsmedlemmets mening skal der nu kigges på andre områder for at finde pengene.

- Vi er stadig nødt til at finde steder, hvor vi kan spare. Mit forslag er at udskyde oprensning af jordforurenede grunde, og så er der uddannelsesprojekter, vi kan kigge på, siger Anders Kühnau.

Mange tusinde underskrifter

I forhold til hvordan bustrafikken så i fremtiden kommer til at se ud, garanterer politikeren intet.

Læs også I Horsens kæmper de også for lokale busruter

- Det er ikke for altid, at besparelserne på den kollektive er taget af bordet. Men vi har brug for tid til at finde ud af, hvordan vi sparer bedst. Jeg har set, at flere trafikforskere er kommet med forslag, som vi skal kigge på, lyder det fra ham.

Flere andre regionsrådspolitikere har været ude med meninger som min, så selvom jeg endnu ikke ved, om der er flertal for forslaget, men det regner jeg med, at der bliver. 

Anders Kühnau

Da planerne om besparelserne blev fremlagt, skabte det vrede både hos borgmestre og almindelige borgere. I Favrskov har over 10.000 skrevet under i protest, og flere andre steder i Østjylland har borgere lavet lignende aktioner.

Nu kan deres protest så have båret frugt. Anders Kühnau forventer i hvert fald, at der vil være opbakning til hans forslag.

- Flere andre regionsrådspolitikere har været ude med meninger som min, så selvom jeg endnu ikke ved, om der er flertal for forslaget, så regner jeg med, at det bliver der. 

00:39

VIDEO: Se hele interviewet med Anders Kühnau her:

Luk video