Regionen vil have flere frivillige førstehjælpere
Region Midtjylland vil have flere frivillige førstehjælpere i de områder, hvor det tager lang tid, før ambulancen når frem
Region Midtjylland har netop indgået en aftale med Skanderborg Kommune om frivillige førstehjælpere i Ry-området, der skal kunne rykke ud og yde hjælp, indtil de professionelle ankommer.
I Knebel på Mols har de allerede frivillige førstehjælpere. Her fungerer ordningen allerede, erfaringerne er gode, og nu er turen så kommet til at Ry-området ved Skanderborg.
- Når der kommer et 112-opkald, sender alarmcentralen også en mail til os, hvor der står hvilken adresse, man skal rykke hen til, forklarer Jørgen Ørgård, der er frivillig i førstehjælpskorpset på Mols.
På den måde kan de frivillige førstehjælpere samtidig med ambulancen rykke ud, når en borger i området har akut brug for hjælp.
Læs også
- Det giver en tryghed i befolkningen. Det er der ingen tvivl om. Og det er jo det vigtigste, for der er ikke noget værre end at være utryg, når man har brug for hjælp, siger Jørgen Ørgård, der typisk er fremme ved borgeren i nød efter blot nogle få minutter.
På Mols og Helgenæs er i alt 24 personer blevet undervist i at være frivillige førstehjælpere, og Region Midtjylland vil nu undervise endnu flere i Knebel og nu altså også i Ry.
- De fleste mennesker, der bor herude, ved jo, hvilke betingelser vi lever under, og derfor er de også parate til at yde en indsats, siger Jørgen Ørgård.
Læs også
Også andre steder i landet har regionerne med succes forsøgt sig med ordningen med de frivillige akuthjælpere.
Ingen af dem, der er frivillige på Mols, er sprunget fra opgaven endnu, og lige nu er der venteliste for at blive frivillig i førstehjælpskorpset.
- Men det skal ikke være en sovepude for regionen, fordi vi er fortsat i god dialog og lidt kamp om det rimelige i, at vi er ringere stillet end mange andre, siger Jørgen Ørgård
TV2 ØSTJYLLAND har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Region Midtjylland.
Du kan se mere om de frivillige førstehjælpere i videoen øverst på siden.