Regionen lærer om målrettet medicin
Medlemmerne af regionsrådet i Region Midtjylland blev mandag klogere på præcisionsmedicin
Regionsrådet i Region Midtjylland besøgte mandag Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade for at blive klogere på, hvordan præcisionsmedicin kan bruges i fremtidens sygehusbehandling.
Præcisionsmedicin går ud på at finde den helt rigtige medicin, der bedst muligt hjælper den enkelte patient.
- Præcisionsmedicin handler om at vælge den rigtige medicin til patienterne. Man har fundet ud af, at der er mange af de patienter, som vi behandler, der egentlig ikke har noget gavn af medicinen, og for nogens vedkommende får de faktisk bivirkninger af den, siger Leif Østergaard, der er professor på Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade, og fortsætter:
- Men man har så opdaget, at man ved at kende noget til deres gen-profil, altså ved at undersøge deres gener, så kan man forudsige, hvem der vil have gavn af medicinen, og dermed kan man vælge den rigtige medicin til den rigtige patient.
Det er især ved kræftpatienter, at man indtil videre har anvendt præcisionsmedicin.
Målrette medicinen
- Her har man nogle meget effektive - men også meget dyre - midler, men desværre, så virker de ikke for alle patienter. Man har så fundet ud af, at ved at tage de her prøver, så kan man målrette medicinen for den enkelte patient, siger Leif Østergaard.
Og står det til ham, så skal Region Midtjylland i fremtiden gøre brug af præcisionsmedicin på en mere avanceret måde.
Du kan se hele interviewet med Leif Østergaard i videoen øverst på siden.