Region vil spare 660 mio. kr.
Flere udgifter til behandling og sygehusbyggerier
Region Midtjylland er presset på økonomien og det vil kunne mærkes de kommende år.
På nuværende tidspunkt står regionen til at skulle spare 660 millioner. De 205 millioner forventes at kunne hentes som engangsbesparelser i løbet af 2015, mens resten af beløbet skal finansieres i perioden 2016 til 2019.
Årsagen til millionbesparelsen skal findes i øgede udgifter til medicin, behandling, udstyr til nye hospitaler og betaling af byggerier, fremgår det af en oversigt fra Region Midtjylland.
Ud af de 660 millioner kroner er 323 millioner kroner nye besparelser. De 337 millioner kroner har tidligere været meldt ud til regionens hospitaler, da pengene sker som konsekvens af produktivitets- og sparekrav.
- Forligspartierne har nu drøftet situationen på økonomiområdet og kan konstatere, at stigende udgifter til medicin, nye behandlinger og regionens investeringsplan presser budgetterne voldsomt. Der er realvækst, og der er ekstra penge fra Folketinget, men ikke nok til at dække udgifterne, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) i en pressemeddelelse.
Det er nu op til regionsrådet i Region Midtjylland at udarbejde en plan for, hvor besparelserne kan findes. Den endelige spareplan skal ligge klar til juni.
Forudsætningerne for spareplanen er, at behandlingen fortsat vil foregå på patienternes præmisser og er den bedst mulige, oplyser Region Midtjylland i pressemeddelelsen.