Region står fast: Vil ikke følge henstilling om ekstra brysttjek

Vi følger anbefaling fra brystkræftlæger, lyder svaret fra Region Midt, der ikke følger styrelses henstilling.

Region Midtjylland nægter at følge en henstilling fra patienttilsynet om at genindkalde en gruppe kvinder, som kan have fået mangelfulde brystkræftundersøgelser. Foto: Hans Ravn - Scanpix

Region Midtjylland ser ingen grund til at følge en henstilling fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at genindkalde en gruppe kvinder med specifikke brystsmerter til nye undersøgelser.

- Vi plejer at følge de henstillinger, vi får fra statslige myndigheder, siger koncerndirektør Ole Thomsen til Ritzau.

Læs også Region Midtjylland vil ikke tilbyde nye kræfttjek trods henstilling

- Men her har vi sammenholdt henstillingen med de nyeste retningslinjer fra Dansk Bryst Cancer Gruppe (DBCG).

- De siger, at vi ikke skal genindkalde kvinderne, og at vi har behandlet dem rigtigt i første omgang.

DBCG består af speciallæger, som udarbejder retningslinjer for diagnostik, behandling og opfølgning for brystkræft.

Styrelse henstiller til genindkaldelse

Styrelsen for Patientsikkerhed har ifølge Jyllands-Posten henstillet til Region Midtjylland, at man genindkalder en gruppe af kvinder med stikkende, jagende, brændende ømhed eller smerte i brysterne til en fuld mammografi.

Det omfatter, at brysterne undersøges med røntgenstråler, med ultralyd og ved en fysisk undersøgelse.

Kvinderne i denne gruppe er tidligere blevet røntgenundersøgt, men de har altså ikke fået "den fulde pakke".

01:26

VIDEO: Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark er ikke blevet undersøgt grundigt nok for brystkræft. Indslaget er fra den 23. maj 2019.

Luk video

Men det er ifølge regionen i overensstemmelse med anbefalingerne fra speciallægerne og den nye opdaterede vejledning per 18. juni 2019.

- Vi lytter til dem, fordi det er den stærkeste samling af faglig ekspertise inden for brystkræft. Jeg ved ikke, hvem der rådgiver styrelsen, så de har en anden holdning, siger Ole Thomsen.

Ændrer ikke regionens syn på sagen

Anbefalingen fra Dansk Bryst Cancer Gruppe kom som nævnt i juni 2019, mens undersøgelsen af kvinder ligger flere år forud.

Men det ændrer ikke regionens syn på sagen.

- Den generelle antagelse er, at de nyeste retningslinjer altid er de rigtige, fordi fagfolk bliver klogere og klogere, siger Ole Thomsen.

Vi har ikke fået en ordre, vi har fået en henstilling. Jeg ser ikke, at vi sætter os op imod nogen. Vi bruger retningslinjerne fra den højeste danske ekspertise.

Ole Thomsen, koncerndirektør, Region Midtjylland 

Han ser ikke sagen som udtryk for, at regionen sætter sig op mod styrelsen.

- Vi har ikke fået en ordre, vi har fået en henstilling. Jeg ser ikke, at vi sætter os op imod nogen. Vi bruger retningslinjerne fra den højeste danske ekspertise, siger han.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser overlæge og enhedschef Charlotte Hjort til Ritzau, at henstillingen ikke er bindende.

Læs også Trods arbejde med liv og død: Smil og taknemlighed er den bedste løn

I et skriftligt svar oplyser hun, at henstillingen er et udtryk for en "vejledning, der angiver, hvordan styrelsen ud fra de foreliggende omstændigheder vurderer, at regionen bør forholde sig".

Hun oplyser, at man er i dialog med Dansk Bryst Cancer Gruppe om den nye anbefaling på området.

- Styrelsen afventer en faglig begrundelse for ændringerne, hedder det i svaret til Ritzau.

/ritzau/