Region får skarp kritik for at sætte busruter på dødsliste

For mange mindre byer er busruten en livsnerve. Kappes den, går det galt. Landdistrikternes Fællesråd advarer Region Midtjylland mod at droppe ruter

01:49

Poul Pedersen er chauffør på en af de busruter, som er truet.

Region Midtjyllands plan om at spare massivt på den kollektive trafik får kritikken til at hagle ned.

Regionen er på afveje, når der lægges op til at nedlægge en stribe busruter og spare på andre. Sådan lyder kritikken fra Landdistrikternes Fællesråd.

- En busrute vil for mange mindre byer være en livsnerve. Hvis man nedlægger ruterne, vil det være en livsnerve, der forsvinder. Det er rigtig vigtigt, at man fastholder den slags ruter, siger formand Steffen Damsgaard. 

00:28

Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd kritiserer Region Midtjylland.

Luk video

Henning Hyllested, der er transportordfører for Enhedslisten i Folketinget, er helt enig.

- Man giver med den ene hånd og tager med den anden. Man slår sig op på, at man udflytter statslige arbejdspladser, og så skærer man ned på den kollektive trafik i vores yderområder, siger Henning Hyllested og tilføjer: 

- Hvordan hulen tror man, at man kan få folk til at bosætte sig, når man lukker folkeskolen ude i landsbyen, og bagefter kan børnene ikke komme med bussen til den nærmeste by for at gå i skole eller komme til fritidsaktiviteter.

Læs også Over 400 vil bremse busnedlæggelser: Det er helt ude i hampen

En af de busruter, der er truet, er rute 112 mellem Aarhus og Silkeborg.

I bussen på den strækning bliver der rystet på hovedet over ideen.

- Jeg tror, at det vil betyde en del for dem, der ingen bil har. Jeg tror, det vil komme til at ændre deres liv lidt, siger Carina Sørensen, der dagligt kører med bussen.

Læs også Flere busruter i Østjylland ventes sparet væk

Bag rattet sidder Poul Pedersen. Han fortæller, at bussen er fyldt om morgenen.

- Man kan altid snakke om Udkantsdanmark - det er jo bare ti kilometer uden for Aarhus. Vi kan ikke bo i Aarhus og København alle sammen. Hvis man vil have affolket oplandet, så skal man bare nedlægge busruterne, så giver det sig selv, siger han og uddyber:

- Jeg skal nok klare mig, selv om ruten blive nedlagt. Men jeg synes, at hvis der skal være lidt fornuft tilbage, så kan man ikke spare ret meget mere. 

Region Midtjylland skal spare 35 millioner på busdrift.

Vi kan ikke bo i Aarhus og København alle sammen. Hvis man vil have affolket oplandet, så skal man bare nedlægge busruterne, så giver det sig selv.

Poul Pedersen, buschauffør

Derfor er forvaltningen kommet med en indstilling til at stoppe finansieringen af en lang række busruter.

Derudover ønsker forvaltningen at spare på andre busruter.

- I 2008 brugte vi 40 procent af vores budget på den kollektive trafik. Nu er vi oppe på 52 procent. Det bliver ikke ved med at gå, sagde Poul Erik Christensen (R), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland, til TV MIDTVEST forleden.

Øverst kan du se mere om sagen.

00:27

Henning Hyllested fra Enhedslisten undrer sig over Region Midtjylland. 

Luk video