Region dropper udbud af ambulancekørsel
For få virksomheder opfylder kravene. Derfor dropper Region Midtjylland nu licitation af ambulancekørsel og sygetransport.
Adskillige danske og udenlandske virksomheder ønsker at overtage ambulancekørslen i Region Midtjylland.
Det stod klart, da regionen fik de første ansøgninger i forbindelse med udbudet af transporten.
Men alligevel har man nu valgt at droppe det, der skulle skabe en øget konkurrence, skriver JP Århus.
- Der er kun få aktører, der opfylder kravene i udbudsmaterialet, derfor vurderer vi, at man ikke vil kunne skabe øget konkurrence efter en licitation, siger kontorchef Morten Helleberg Christiansen, Region Midtjylland.
Man vil dog tage planerne om at sende sygetransporten og ambulancekørslen i udbud op igen snarest, oplyser regionen.