Redningsmænd: Afskærmning er nødvendig
To ulykker på under et døgn ved åen i Aarhus får nu to redningsmænd til at sætte spørgsmålstegn ved sikkerheden
Natten til søndag var Helena Isabella Bang Hiemstra og Patrik Juul med til at redde en 41-årig mand fra druknedøden ved åen i Aarhus. Sammen fik de manden hjulpet op af det kolde vand, men under et døgn senere faldt endnu en person i åen.
- Det er vanvittigt at tænke på, at det kan ske så hurtigt igen, siger Patrik Juul i dag og bliver suppleret af Helena Isabella Bang Hiemstra:
- De to ulykker siger lidt om, at sikkerheden ikke er så god.
Nyt uheld: Ældre kvinde faldt i åen i Aarhus
Anden gang var det en 81-årig kvinde, der faldt i vandet. Hun røg ligesom den 41-årige mand i nær Dokk1. Her er der på grund af letbanebyggeriet ikke rækværk og stier langs vandet. Kun en redningskrans findes ved stedet.
Svært at redde sig selv op
- Er man ikke fra Aarhus og er det mørkt, kan det altså være svært at se noget. Og pludselig falder man i vandet, lyder frygten fra Helena Isabella Bang Hiemstra.
Ifølge Patrik Juul burde der af samme grund være afskærmning på stykket, så man i hvert fald skal forbi det først, inden man når til kanten.
Mand faldt i Aarhus Havn natten til søndag: Reddet af to piger
- Falder man i, er det vigtigste at få gjort opmærksom på, at man er der. Det er svært at redde sig selv op, forklarer indsatsleder hos Aarhus Brandvæsen, Christian Bandholm.
Han erkender, at netop stykket nær Dokk1 er farligt, og risikoen for ulykker er til stede.
Du kan se hele indslaget om ulykkerne ved åen i Aarhus øverst på siden.