Redningsarbejdet i gang

Store trafikale problemer efter dødsulykke

1 af 8

Redningsarbejdet på E45 er i fuld gang efter flere ulykker på E45 mellem Horsens og Hedensted.

Tre personer meldes dræbt, tre personer svært tilskadekomne og seks lettere såret. Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger er de dræbte en mand og to yngre kvinder.

Ulykken fandt sted mellem frakørsel 58 og 57 i retning mod Aarhus omkring kl. 8.

- Der er en lastbil, der er kørt sammen med i hvert fald syv personbiler, fortæller indsatsleder ved Sydøstjyllands Politi Kenneth Ravnholt til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se også: Dødsulykke på E45

Indtil videre er trafikken spærret omkring ulykkesstedet, og det forventes at trafikken både i nordgående og sydgående retning vil være påvirket af det efterfølgende oprydningsarbejde i længere tid, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet opfordrer trafikanterne til at udskyde turen gennem området eller finde alternative veje.

Der er imidlertid også langsom trafikafvikling på sideruterne, da mange har valgt at køre ad andre veje.

Det forventes, at motorvejen vil blive åbnet i ét spor i nordgående retning ca. kl. 12.10 og i begge nordgående spor omkring ca. kl. 12.30.

I sydgående retning er ét spor åbent, og det forventes, at det sidste spor i denne retning også åbnes ca. kl. 12.30.

Ulykken skyldes ifølge politiets foreløbige oplysninger, at en lastbil er kørt op bag i forankørende trafik.

Vagtchefen oplyser, at der nu også er en bilinspektør i gang med undersøgelser på udheldsstedet med henblik på at bidrage til at klarlægge de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Resultaterne af undersøgelserne vil formentligt foreligge i løbet af nogle dage.

Politiet arbejder også med at identificere de involverede i uheldet, således at de pårørende kan underrettes.