Reddet ud af lejlighed

Voldsom brand i bygning - ældre kvinde hjulpet ud

Foto: Google Maps

En ældre kvinde blev i nat hjulpet ud af sin lejlighed, efter der udbrød brand i en etageejendom i Tranebjerg på Samsø.

Branden brød ud omkring klokken 3.17 i en bygning på Smedegade i Tranebjerg By. Da Samsø Redningstjeneste nåede frem til stedet, havde branden spredt sig til det meste af bygningen, som huser tre lejligheder:

- Der var flammer ud af vinduerne, fortæller indsatsleder Søren Peter Kjeldahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den ældre kvinde, som måtte reddes ud af den brændende bygning, blev efterfølgende kørt på sygehuset til observation for røgforgiftning.

I de tidlige morgentimer var branden endnu ikke slukket. Det skyldes ifølge indsatslederen, at huset var gammelt, og det derfor var svært at komme indimellem etagerne. De sidste slukningstog kørte derfor først fra stedet ved otte-tiden i morges.

Skaderne på bygningen er så omfattende, at indsatslederen vurderer, at ingen beboerne kan vende tilbage til deres hjem:

- Huset er helt ubeboeligt. De er nødt til at blive genhuset. Den ene lejlighed er udbrændt, den anden delvist og den tredje er sod-, røg- og vandskadet, siger indsatsleder Søren Peter Kjeldahl.