Reddede sin vens liv

Hoppede i iskoldt vand, hvor ven var faldet i

02:19

1 af 2

Unge Lars Faaborg Larsen blev i den forgangne uge hædret af politiet for at udvise heltemod, efter at han reddede livet på en studiekammerat.

De to unge mænd havde været til julefrokost i Aarhus, og Lars Faaborg Larsen fulgte vennen hjem, fordi han var meget beruset. Men pludselig faldt vennen i det iskolde havnebassin:

- Jeg tænker ikke to sekunder over det, og så løber jeg bare derover og smider min jakke og ser, at han ligger i vandet og hopper i efter ham, fortæller Lars Faaborg Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han fik fat i sin ven, men kunne ikke holde fast i ham og reddede i stedet sig selv op ad vandet og ringede 112:

- Han havde fået luft i de syv-otte minutter, jeg havde ligget med ham, og det havde reddet hans liv, sagde de til mig, lyder det fra Lars Faaborg Larsen.

Studiekammeraten, Claus Provstgaard Nielsen, kom sig oven på episoden og er i dag yderst taknemmelig for, at Lars Faaborg Larsen hoppede i vandet efter ham:

- Det kan jeg jo kun være glad for, og min familie er utrolig taknemmelig. Så jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor glade vi er for det, siger Claus Provstgaard Nielsen.

Hør Lars Faaborg Larsen fortælle om episoden i videoen øverst på siden.