Reddede fisker fra at drukne
To mænd får medaljer for deres indsats
Takket være to mænd fra Gedved og Aarhus V blev en lystfisker sidste år reddet i land efter at være faldet gennem isen.
Mændene bag den hurtige aktion, som reddede mandens liv, hedder Per Dahl Gravesen og Emmanuel Michael Georges.
De har nu hver især modtaget en medalje og 20.000 kroner for deres indsats af Carnegies Belønningsfond for Heltemod.
Redningsaktionen fandt sted den 8. april 2013 ved Pinds Mølle Put & Take. Her opdagede de, at en lystfisker var faldet gennem isen, og derfor gik Per Dahl Gravesen og Emmanuel Michael Georges ud på isen, selvom de vidste, at den var meget tynd.
Ligesom lystfiskeren endte de begge med at falde gennem isen, men efter omkring 10 minutter i det kolde vand lykkedes det dem at få bjærget fiskeren og komme sikkert i land.
Udover belønning for netop denne indsats, har to andre østjyder fået tildelt 10.000 kroner.
Se også: Baby trillede i fjord
Den ene er Niels Marius Villadsen fra Havndal, som handlede hurtigt og fik reddet en baby i land, der var faldet i Mariager Fjord. Det skete den 1. december 2013, hvor en klapvogn pludselig trillede i vandet på grund af kraftig blæst.
Også Oliver Krabbe Pedersen fra Aarhus Nord handlede tidligere på året hurtigt og får nu 10.000 kroner. Den 25. juli 2014 reddede han en femårig dreng, som hang fast i en rulletrappe i Vestsjællands Centret i Slagelse.
Drengen slap med livet i behold, men måtte efterfølgende på sygehuset med trykkede ribben og brandsår på overkroppen.
De to gange 10.000 kroner uddeles af Komitéen til forebyggelse af ulykker og til belønning af rednings-handlinger.