Redaktør: Et nederlag
145 mio. til kulturhovedstad er skuffende
Det er en stor skuffelse for det aarhusianske kulturhovedstadsprojekt, at staten kun bidrager med 145 millioner kroner.
Det mener kulturredaktør Peter Nørskov fra Århus Stiftstidende.
Ifølge ham kan Aarhus Kommune glæde sig over, at staten trods alt spytter penge i projektet. Omvendt er beløbet 55 millioner kroner mindre end de 200 millioner, som man i Aarhus Kommune og de andre kommuner i projektet havde satset på at få.
Især er gårsdagens udmelding ifølge Peter Nørskov et stort nederlag for Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S). Han havde håbet på, at staten ville bidrage med samme beløb som de kommuner, der skyder penge i kulturhovedstadsprojektet.
- Det er et stort prestige-nederlag for borgmesteren, som jo gentagne gange har gentaget, at man fra statens side skulle matche det lokale og regionale bidrag krone til krone, siger han i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er et meget halvlunkent signal, regeringen sender. Man har ikke meldt fuldtonet ud, at man fra statens side vil der her projekt, og at man også vil, at Aarhus skal have succes med det.
Se: Ikke flere kulturby-penge fra staten
Trods de aarhusianske protester er der ikke udsigt til flere penge fra staten. Det fastslår kulturminister Marianne Jelved (R).
- Det er fuldstændig fair, at Aarhus Kommune og alle kommunerne, der er med i kulturbyprojektet ønsker sig et specielt beløb - i det her tilfælde 200 millioner kroner. Det har jeg stor respekt for, og det kan jeg godt forstå.
- Men på den anden side, så er vi i en situation, hvor vi er nødt til at kigge lidt tættere på pengene, end vi har skullet gøre før, og derfor synes jeg, at vi skal være opmærksomme på, at vi trods alt leverer tre fjerdedele af det, som var ønsket, siger Marianne Jelved (R).
Se interviewet med kulturredaktør Peter Nørskov i videoen øverst i artiklen.