Redaktør: Derfor blev han fyret
Ballade uden for banen blev afgørende
Efter næsten fire år i klubben fik cheftræner Peter Sørensen i går sparket i AGF.
Fyringen sker ifølge klubbens direktør på grund af svigtende, sportslige resultater, men der ligger meget mere bagved, siger chefredaktør og sportsredaktør på Århus Stiftstidende, Jan Schouby, til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Det er rigtig træls, men det er det eneste, der var at gøre.
Jan Schouby mener, at de sportslige resultater kun udgjorde en lille del af grundlaget for fyringen. Årsagen skal derimod findes uden for banen, hvor Peter Sørensens person flere gange har været i søgelyset.
Senest blev han beskyldt for at være nedladende over for spillerne i bogen "Jeg er nummer 11", som den tidligere AGF-spiller Peter Graulund står bag.
Jan Schouby betegner Peter Sørensen som en egenrådig træner, som var med til at skabe en dårlig omgangstone på holdet:
- Resultaterne i Superligaen kunne de reelt godt leve med, men det var balladen omkring Peter, som afgjorde det. Udadtil vil spillerne sige, at de også bærer en del af ansvaret, men i virkeligheden vil alle omkring klubben være glade for denne fyring. Peter Sørensen var en egenrådig træner, siger Jan Schouby til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det var pokalnederlaget mod AaB, som blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for AGFs ledelse. AGF tabte onsdag aften 1-4 og spillede ifølge Jan Schouby den dårligste kamp længe:
- Alle, der så kampen i går aftes, kunne se, at det var et hold ude af balance. Det var spillere uden gejst, motivation og tro på at vinde. Lige fra kampstart virkede de ligeglade, selvom det reelt var en kamp om en finaleplads i pokalturneringen, siger Jan Schouby til TV 2 | ØSTJYLLAND.