Ravage på parkeringplads
19-årige mandlig bilist hærgede lørdag formiddag på en parkeringsplads ved Netto i Hadsten
En 19-årig mand havde lidt svært ved at komme ud fra parkeringspladsen ved Netto på Evald Tangs Alle i Hadsten lørdag formiddag.
Først bakkede han ind i en 50-årig mands bil. Så kørte han ind i skuret med indkøbsvogne, og derefter bakkede han igen ind i den 50-åriges bil.
Den 19-årige bilist stak af fra stedet uden nærmere kommentarer, men politiet har fundet frem til ham.
- Vi har et vidne, der kan fortælle os om episoden, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 19-årige undgår derfor ikke at blive kontaktet af politiet.
- Han kan se frem til en afhøring og en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven, siger Christian Riis.