Rasmussen sætter sin lid til stjernerne
AGFs cheftræner mener, at århusianernes tilbagevendte profiler bliver afgørende i torsdagens bundgyser mod SønderjyskE.
AGF tørner torsdag aften sammen med holdets nærmeste rivaler i Superligaens bundstrid. Og klubbens cheftræner Erik Rasmussen tror på, at hans tropper er stærke nok til at vinde over SønderjyskE.
- Jeg synes, vi har et meget godt hold. Vi har fået Peter Graulund tilbage, Casper Sloth gør det fremragende, Jakob Poulsen er med igen og Steffen Rasmussen kom tilbage efter karantæne og spillede en fornem kamp. Flere af vores stjerner er kommet tilbage på holdet, og det får betydning, siger Rasmussen til spn.dk.
AGF og SønderjyskE har begge 35 point i bunden af Superligaen og kæmper sammen med Randers, der har 37 point for en kamp mere, for at undgå den sidste nedrykningsplads.
HB Køge har allerede forpasset chancen for at redde livet i den bedste række.