Rasmus fra Aarhus når toppen af Mount Everest uden ilt på flaske

I tredje forsøg lykkedes det danske Rasmus Kragh at bestige Mount Everest uden at bruge medbragt ilt.

Rasmus Kragh nåede i tredje forsøg toppen af Mount Everest uden at have ilt med. Foto: pressefoto

Tredje gang er rigtig nok lykkens gang. I hvert fald for den danske bjergbestiger Rasmus Kragh, der bor i Aarhus, når han ikke bestiger verdens toppe.

Natten til torsdag dansk tid har han som den første dansker nogensinde nået toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest, uden brug af kunstig ilt - altså medbragt ilt på flaske.

Læs også Nyt trailcenter nær Himmelbjerget: - Det skal være et mødested for alle

Det skriver Rasmus Kragh i en besked, som han sendte til sit team fra bjergtoppen. Danskerens team postede siden beskeden på hans Facebookside

Natten til torsdag dansk tid, sendte Rasmus Kragh denne besked til sit team, som siden postede den på Facebook. Mere end 5000 personer følger danskeren på Facebook. Foto: Facebook

Rasmus Kragh har to gange tidligere forsøgt at bestige verdens højeste bjerg uden medbragt ilt. Han måtte dog opgive 250 højdemeter fra toppen begge gange blandt andet på grund af dårlige vejrforhold.

Rasmus Kragh har trænet til sit topforsøg i flere år. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Uvurderlig støtte

Denne tredje gang ankom aarhusianeren til Nepal i april. Her har han vænnet sig til højden og trænet indtil, han begav sig mod bjergets top. 

I 7950 meters højde holdt han nogle dages pause, inden han onsdag aften dansk tid fortsatte sin rejse og målet om at nå de 8848 meter over havets overflade.

Læs også Mountainbikere mødes om at tage hensyn

Kragh har besteget Mount Everest fra bjergets sydside. Under turen har han løbende givet opdateringer om sin færd via sociale medier. Efter at han nåede toppen lød det i et opslag på hans Facebook-side til hans mange tusinde følgere:

- Jeres støtte har været uvurderlig. Nu gælder det om at komme sikkert ned. Jeg glæder mig til at læse alle jeres hilsner.

Mount Everest måler 8848 og har krævet mere end 280 bjergbestigeres liv gennem tiderne.  Foto: Navesh Chitrakar / Reuters / Ritzau Scanpix

Godt vejr

Rasmus Kragh har blandt andet berettet om, at vejrforholdene - i modsætning til under tidligere forsøg - har været noget nær optimale.

Danskeren ankom til Himalaya i midten af april. Han har i løbet af de seneste uger trænet og vænnet sin krop til at være i højden, hvor indholdet af ilt i luften er væsentligt lavere end ved havoverfladen.

Læs også 15 meter over jorden: Spejdere slår lejr i trætoppene

For at Rasmus Kraghs rekordforsøg skal være fuldgyldigt, så skal han også returnere til Base Camp ved Mount Everest uden brug af ilt. Den tur er dog væsentligt nemmere end opstigningen, lyder det fra danskerens team.

Hidtil har 18 andre danskere besteget det 8848 meter høje bjerg i Himalaya - alle med hjælp fra medbragt ilt.

Første dansker, der besteg Mount Everest uden brug af ilt, bor i Aarhus. Foto: pressefoto

Altid uden ilt

Rasmus Kragh fyldte 30 år umiddelbart inden afgang til Himalaya og har siden, han var teenager været på forskellige danske elitehold i orienteringsløb og langdistanceløb. 

Han kastede sig over bjergbestigningen i en alder af 23 år og blev tre år efter den første dansker, der besteg bjerget Khan Tengri uden brug af ilt. Khan Tengri ligger i Kigistan og måler 7010 meter. Allerede året efter besteg han bjerget Cho Oyo - også uden ilt. Sidstnævnte bjergtop er verden sjette højeste, ligger i Himalaya og måler 8201 meter. 

Rasmus Kragh har en baggrund som sergent i hæren og en to-årig friluftsuddannelse fra Norge i rygsækken. 

FAKTA: Mount Everest er verdens højeste bjerg

Et rekordantal nåede i 2018 op på toppen af verdens højeste bjerg i 8848 meters højde. En dansker var iblandt.
 

Rasmus Kragh kan blive den første dansker, der bestiger toppen af verden nogensinde uden medbragt ilt.


I 2018 nåede 807 personer op på toppen af verdens højeste bjerg i 8848 meters højde. Iblandt de 807 besteg Jakob Urth Mount Everest i maj 2018.
 

  • Mount Everest er med sine 8848 meter verdens højeste bjerg.
     
  • Bjerget ligger på grænsen mellem Nepal og Tibet og kan bestiges fra begge sider.
    ​​​​
  • Everest er det internationale navn for bjerget, det nepalesiske navn er Sagarmatha, mens tibetanerne kalder det Chomolungma.
     
  • Den første dokumenterede bestigning skete i 1953 - af newzealænderen Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay.
     
  • Kun ganske få har mulighed for at bestige Everest. Men mange trekker til Everest Basecamp. Det tager cirka tre uger.
     
  • 4833 forskellige klatrere havde til og med 2017 nået toppen.
     
  • Cirka 200 har nået toppen uden medbragt ilt. Den første i 1978. Cirka 30 af dem også alene. Den første 1980.
     
  • I alt har 18 danskere besteget Everest. Ingen uden ilt på flaske.
     
  • Over 280 bjergbestigere er døde mens og i forsøget på at bestige bjerget.
     
  • Laviner dræber en tredjedel af dem, der omkommer på Mount Everest.
     
  • En fjerdedel dør i forbindelse med et fald.
     
  • Hver tiende dør af kulde, og højdesyge er den fjerdestørste dræber.