Raske borgere skal til lægen
Titusindvis af raske borgere i hovedstadsområdet skal tilbydes hyppige helbredstjek. Inspirationen kommer fra Ebeltoft.
Titusindvis af yngre og midaldrende borgere i hovedstadsområdet skal tilbydes hyppige helbredstjek, så man tidligt i livet kan opspore og forebygge en række kroniske sygdomme som sukkersyge, rygerlunger og hjertesygdomme, som op imod to millioner danskere lider af. Det er målet med et storstilet fælles projekt mellem Københavns Kommune og Region Hovedstaden, der lægger op til at alle borgere mellem 30 og 49 år jævnligt skal have helbredet til et serviceeftersyn, så de bliver sparet for mere alvorlige gener senere i livet, skriver Berlingske Tidende.
- Vi er nødt til at gøre noget for, at dette problem ikke kommer ud af kontrol. Danskerne er parate til at tage hånd om deres eget helbred, men det kræver, at de får sundhedstjek med jævne mellemrum, og det sætter vi nu massivt ind for at give dem, siger sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K).
Konkret er hensigten at starte med et sundhedsprojekt på Amager, hvor godt 33.500 borgere i aldersgruppen over en tiårig periode vil få tilbud om to forebyggende helbredsundersøgelser i et kommende sundhedshus, fulgt op af to helbredssamtaler hos egen læge. Efter en evaluering af projektet kan der inden for to-tre år træffes beslutning om at udrulle modellen i hele?København, hedder det i et notat.Modellen er inspireret af et projekt i Ebeltoft i 1990erne, som bl.a. førte til, at deltagerne fik halveret deres risiko for at udvikle hjertekarsygdomme.
De senere år har flere partier samt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - da han var
sundhedsminister - også foreslået at indføre helbredsscreeninger af store befolkningsgrupper.
Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut hilser det velkomment, at der nu tages seriøst fat på at få håndteret indsatsen mod kronisk sygdom:
- En velkontrolleret diabetessygdom er ikke det store sundhedsproblem, men hvis sygdommen er dårligt reguleret, kan det udvikle sig til noget rigtigt grimt både for den enkelte og samfundsøkonomien, hvis det ender i blindhed, amputationer etc.