Raser over Bjerringbro/Silkeborg
Håndboldklubben GOG er rasende på Bjerringbro/Silkeborg, som de mener har overtrådt reglerne for spillerhandel.
19. mar 2008, kl. 10:59
Mere end 30 dage gammel
På Sydfyn går man i øjeblikket rundt og er godt gale i skralden.
Håndboldklubben GOG mener nemlig, at konkurrenterne fra Bjerringbro/Silkeborg har overtrådt reglerne, da de sikrede sig stortalentet Mikkel Hansen fra fynboerne.
- Vi har kontrakt med Mikkel til 30. juni næste år, og det er simpelthen forbudt at indgå nogen form for aftale tidligere end 12 måneder før kontraktudløb. Selv en hensigtserklæring er et klokkeklart regelbrud, siger GOG-direktør Arne Buch til Ekstra Bladet.
Fynboerne vil nu have sagen undersøgt til bunds og kræver konsekvenser overfor ligarivalerne fra Bjerringbro/Silkeborg, hvis der er begået noget ulovligt.