Randrusianere er for tykke
Mange vejer 10-15 kilo for meget, mener initiativtagere til ganske uvidenskabelig vejning af 20 ton Randers-borgere.
Vægtguiden og Randers Sundhedscenter havde sidste tirsdag udfordret borgerne i Randers til at stige på vægten. Og mange tog imod tilbuddet.
I alt steg flere end 250 borgere op på vægten, der var opstillet på Østervold midt i byen. Fra åbningen kl. 9.30 til afslutningen kl. 17.30 stod borgere i kø for at blive vejet og få sandheden om fedtprocent og indre alder.
De personer, der steg på vægten, vejede tilsammen godt 20,3 tons - eller i gennemsnit 74,2 kilo pr. person.
- Desværre må vi sige, at det overordnet tegner et billede af en by med mange borgere, der lige vejer 10-15 kilo mere, end hvad der er sundt, siger vægtguide Bjarne Riis Nygaard i en pressemeddelelse.
Også fedtprocenten var den gal med:
- Hvis vi tager udgangspunkt i fedtprocenten, var op imod en tredjedel af de vejede over det sunde/normale niveau. Og det håber jeg, vi i Vægtguiden kan være med til at gøre noget ved, siger vægtguide Anja Tofthøj Warrer.