Randers FC spillede igen uafgjort i træningskamp

Randers FC har nu spillet 1-1 og 0-0 i holdets to første træningskampe i år

Arkivfoto.

Randers FC skulle lørdag i aktion mod Viborg FF. De to superligamandskaber mødtes i Randers til en træningskamp som forberedelse mod forårssæsonen.

Det var anden træningskamp efter årsskiftet for kronjyderne, der til dagens kamp havde valgt følgende elleve spillere til startopstillingen:

Frederik Due, Johnny Thomsen, Mads Fenger, Mads Agesen, Erik Marxen, Kasper Fisker, Joni Kauko, Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Marvin Pourié og Marcus Mølvadgaard. 

Læs også Se mål og reaktioner fra AC Horsens - Randers FC

For de fremmødte i Randers var der ikke mange mål at glæde sig over. Kampens resultat blev nemlig helt som det startede, 0-0.

Bolden var ellers inde over Viborgs målstreg en enkelt gang, da Mayron George i slutningen af kampen brød igennem og sendte bolden i nettet. Desværre for Randers FC og Mayron George ville dommeren det anderledes og fløjtede i stedet frispark til Viborg.

Det blev ikke det store festfyrværkeri af en kamp i Randers, og kronjyderne har dermed ikke vundet nogle af deres træningskampe i vinterpausen indtil videre. 

Læs også Ung Randers-spiller efter første mål: Det er super dejligt

Næste gang holdet skal i aktion, er det mod Vendsyssel FF, og det bliver sidste chance for at teste formen på hjemlige breddegrader, inden det igen går løs med Superligaen.

Foruden træningskampen mod Vendsyssel tager Randers-mandskabet på træningstur i februar.