- Randers ud af konflikt
Intet udestående med lærerne, mener udvalgsformand
Randers Kommune bør ikke bakke op om KL's lockout af de danske folkeskolelærere.
Det mener formanden for Randers Kommunes børne- og skoleudvalg, Bjarne Overmark fra Beboerlisten.
Står det til ham, trækker Randers Kommune sig ud af konflikten, hvorefter folkeskolelærerne kan vende tilbage til klasselokalerne.
- KL er kun repræsentative, hvis de repræsenterer kommunerne. De enkelte kommunalbestyrelser har ikke taget stilling til det her. De kan bare beslutte, at lærerne skal gå på arbejde - at de ikke har noget udestående med Danmarks Lærerforening. Det er os, der er arbejdsgiverne. Nu skal vi tage arbejdsgiverforpligtelsen på os, sagde Bjarne Overmark til TV 2 | ØSTJYLLAND under en demonstration på Rådhuspladsen i Randers tirsdag.
Borgmester i Randers Kommune Henning Jensen Nyhuus (S) er uenig med Bjarne Overmark. Ifølge ham er Randers forpligtet til at bakke op om konflikten.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.