Randers-træner vil have flere indkøb

Randers FCs cheftræner Olafur Kristjansson håber på nyindkøb snarest. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Scanpix

Randers har i sommerens transfervindue mistet flere store profiler, og træneren håber, at nye er på vej ind

Randers tabte lørdag 0-3 på hjemmebane til FCK i Alka Superligaen i et opgør, hvor Randers langt hen ad vejen spillede lige op med FCK, der dog havde de skarpeste angribere på dagen.

Randers' cheftræner, Olafur Kristjansson, håber, at truppen snart forstærkes med nye profiler, der kan være afgørende i Randers-offensiven.

- Jeg banker stort set dagligt på døren hos vores direktør, Michael Gravgaard, og håber, han har fundet en guldklump af en ny offensiv spiller til truppen.

Læs også Kynisk mesterhold satte Randers FC på plads

- Det behøver ikke nødvendigvis være en offensiv spiller, men jeg synes, vores defensiv ser solid ud. Hvis man skal krydre vores hold, er det de individuelle kvaliteter, vi kigger efter, siger Olafur Kristjansson.

I sommerens løb har klubben blandt andre mistet profiler som Kasper Fisker, Mads Fenger og Viktor Lundberg. Indtil videre er det blevet til to tilføjelser til Randers-truppen, og det er ikke sikkert, der kommer flere.

Lover ikke tilgange

Direktør Michael Gravgaard forklarer, at han konstant har følehornene ude efter nye spillere, men han lover ikke nye tilgange.

- Olafur ved godt, at det lige nu ser ud til, at den nuværende trup bliver den endelige, siger Michael Gravgaard.

- Selvfølgelig kigger vi hele tiden efter muligheder, men vi kan ikke bare trylle en stjerne frem, der synes, at Randers er interessant, og som vi har råd til.

- Vi har penge at bruge af, men det skal være yderst velovervejet, hvis der skal komme flere nye spillere, siger direktøren.

Randers har indtil videre hentet georgiske Saba Lobjanidze og amerikanske Perry Kitchen. Sidstnævnte spillede hele kampen i lørdagens nederlag til FCK.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig