Randers-træner vil fortsætte: Tror jeg kan gøre en forskel
Rasmus Bertelsen fortsætter gerne som cheftræner for Randers FC - hvis det altså er det, der er bedst for klubben
Siden Ricardo Moniz blev smidt uden for porten på BioNutria Park, har den tidligere chefscout, ungdomstræner og First Team Coach Rasmus Bertelsen, haft ansvaret for Kronjyllands superligahold.
Debatten om, hvem afløseren skal være, kører derudaf i medierne, men det er måske ikke en gang nødvendigt. Rasmus Bertelsen fortsætter i hvert fald gerne på posten.
Læs også
- Hvis det er det, der er opbakning til, så vil jeg gerne. Men jeg vil også gerne alt muligt andet i Randers FC. Den klub betyder så meget for mig, og den situation vi er i betyder langt mere, end hvad min rolle lige skal være, siger Rasmus Bertelsen i tirsdagens udgave af Fodbold med Horup.
- Men hvis der bliver peget på, at jeg er den rigtige til at styre holdet nede på linjen, så gør jeg gerne det. Og jeg tror også på, jeg kan gøre en forskel, fortsætter han.
Læs også
- Der har været rod nok
I tirsdagens panel sad også Jan Schouby og Allan Pedersen, og de var ikke i tvivl om, at det rigtige for Randers FC ville være at fortsætte med Rasmus Bertelsen på sidelinjen.
- Efter min mening vil det være det rigtige. Nu har de haft rod nok oppe i den klub, lyder det fra Ekstra Bladets Allan Pedersen, der bakkes op af Jan Schouby.
- Det er svært at se, hvem der skulle sige ja til projektet lige nu. Tag for eksempel Glen Riddersholm, som går ledig lige nu. Spørgsmålet er, om han vil have en mulig nedrykning på sit cv. Og hvad skulle han gøre? Han kommer ind i en klub, hvor han ikke rigtig kender til forholdene, forklarer Århus Stiftstidendes chefredaktør.
Herunder kan du se hele ugens udgave af Fodbold med Horup, hvor Silkeborg IF's Peter Sørensen også var gæst: