Randers-træner: Uansvarligt

Randers FC-træner Ove Christensen retter heftig kritik mod sit holds defensiv

Foto: Claus Fisker - Scanpix

Randers FC rendte onsdag aften ind i et stort nederlag, da holdet tabte med hele 1-4 til AaB. Kronjydernes defensiv var fuld af huller kampen igennem, og det blev dyrt

- Lidt ironisk kan man sige, at vi spillede det bedste offensive spil længe set, men vores forsvar spillede på et uvirkeligt niveau. Vi spillede uansvarligt, siger træner Ove Christensen.

Randers er nu uden sejr i fem kampe, og holdet er presset i bunden af Superligaen.

- Vi mangler ydmyghed. Vi spiller ikke med det, vi ved, vi kan, og vi mangler respekt for det, vi måske ikke er så gode til, mener Ove Christensen, der ser udfordringer på flere områder.

- Vi har brug for at få rebet sejlene. Vi skal kigge på os selv og have styr på tingene i egne rækker. Det gælder både spillemæssigt, mentalt og i forhold til vores aftaler, understreger Ove Christensen.

Heller ikke tilfreds

Forsvarsspilleren Søren Jensen er heller ikke tilfreds med præstationen i Aalborg.

- Vi havde mange fine takter offensivt, hvor vi kom frem til afslutninger, men et serie 2-hold ville ryste på hovedet af vores defensiv, siger Søren Jensen, der fatter mod trods resultaterne.

- Vi har hele tiden vidst, at vi var en del af bunden. Da foråret begyndte, var vi to point foran, og nu er vi et point foran. Alle hold i Superligaen svinger, så pointene kommer meget i stimer, siger han.

Randers har lige nu et point ned til nedrykningsstregen og møder i næste spillerunde Brøndby.

Læs også: Ny dukkert for Randers FC