Randers-træner ser AGF-duel som fifty-fifty efter sejr

Randers-træner Thomas Thomasberg glæder sig over 2-1-sejren over AGF og uddeler store roser til sit mandskab.

Randers FC's Björn Kopplin jubler efter sin scoring til slutresultatet 2-1. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Lørdag formåede Randers FC at tage en 2-1-sejr, da holdet hjemme tog imod AGF i det første af to playoffopgør i Superligaen om Europa League.

2-1-sejren giver det bedste udgangspunkt for Randers inden returopgøret i Aarhus i næste uge, men Randers-træner Thomas Thomasberg mener stadig, at det kan tippe begge veje.

Læs også Randers vinder og stopper AGF's stime af sejre

- Vi har trods alt en fordel, fordi de skal score flere mål end os i returopgøret, men jeg synes stadig, at det er en fifty-fifty-kamp, vi er i gang med, siger Randers-træneren.

Sejren glædede selvfølgelig Thomasberg, som efter kampen havde store roser til sine spillere.

Jeg er sgu stolt af at være træner for de her drenge.

Thomas Thomasberg, cheftræner, Randers FC

- Jeg så rigtig mange gode ting, som især kom til udtryk i en flot udført anden halvleg.

- Jeg er sgu stolt af at være træner for de her drenge. Jeg synes, de arbejder stenhamrende hårdt.

- De ved godt, at hvis de bruger hinanden, så bliver vi endnu bedre. Det synes jeg, vi har set over hele sæsonen, siger Thomasberg.

Randers FC's Kevin Conboy i duel med AGF's Mustpha Bundu. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Ærgerlig AGF-træner

AGF-træner David Nielsen ærgrer sig over nederlaget, men er samtidig glad for, at det lykkedes at holde Randers nede på to scoringer.

- Der er stor forskel på at tabe 1-2 og på at tabe 1-3, så det var vigtigt for os i en anden halvleg, som vi selvfølgelig ikke var tilfredse med.

- Kampen døde lidt i anden halvleg, hvor vi måske fokuserede mest på ikke at lukke et tredje mål ind, og derfor blev vores offensive stød ikke helt skarpe nok efter pausen, siger David Nielsen.

Den samlede vinder af de to opgør skal møde nummer fire fra mesterskabsslutspillet i en finalekamp, som giver en Europa League-billet til vinderen.

Trods lørdagens nederlag føler David Nielsen sig fortrøstningsfuld i forhold til videre avancement for AGF.

- Det lever endnu på grund af det her udebanemål, så det er et resultat, vi godt kan leve med, slutter AGF-træneren.

Den afgørende kamp mellem de to mandskaber spilles næste søndag i Aarhus.

VIDEO: Se den seneste udgave af 'Skipperligaen Update':

Fire østjyske sejre! Syv på stribe til AGF - og så er der derby!