Randers-træner om nederlag: Det var unødvendigt

Ricardo Moniz ærgrer sig over personlige fejl, der blev dyre i nederlaget til Brøndby på udebane

Randers-træner Ricardo Moniz efterlyser mere udstråling fra en del af sine spillere. Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

Foto: Anders Kjærbye - Scanpix

Foto: Anders Kjaerbye

1 af 3

Ricardo Moniz virkede afklaret, da han mandag aften evaluerede Randers FC's 1-3-nederlag ude til Brøndby i Alka Superligaen.

Læs også Ny nedtur: Randers taber ude mod Brøndby

Men den østjyske fodboldklubs nye cheftræner kunne ikke skjule sin ærgrelse over, at det ikke var blevet til point mod ligaens nye tophold.

Vi havde meget mere fysisk input, så vi kunne konkurrere mod et stort hold som Brøndby. Men individuel klasse vil altid gøre forskellen.

Ricardo Moniz, cheftræner

- Jeg er kommet her for at vinde, og det lykkedes ikke. Det er sort og hvidt, siger den hollandske træner.

- Brøndby var favoritter, og de er selvfølgelig et bedre hold. Men under kampen havde jeg en følelse af, at det var helt unødvendigt.

- Vi var for stressede med bolden. Fodbold handler om at have det sjovt. Det er nogle gange for alvorligt, siger Ricardo Moniz.

Bagud efter selvmål

Randers FC kom bagud efter et kvarter på et selvmål, men Superligaens agterlanterne fik udlignet efter en halv time af kampen på Brøndby Stadion.

Herefter var jyderne fint med, indtil Brøndbys Besar Halimi efter en times spil sendte et frispark direkte i mål til 2-1.

  Foto: Anders Kjaerbye

Samme spiller scorede i et tomt mål kort før tid, umiddelbart efter at Randers havde været tæt på at udligne.

- Vi begik personlige fejl. 3-1-målet var en personlig fejl, og det samme med målet til 2-1. Spillerne kan ikke gemme sig, siger Ricardo Moniz, der efterlyser mere udstråling fra en del af sine spillere.

Individuel klasse gør forskellen

- Jeg kan ikke fjerne presset fra spillerne i øjeblikket, og det er mit ansvar. Så simpelt er det, siger træneren.

Ricardo Moniz har hidtil hentet et point i sine tre kampe som Randers-træner, efter at han overtog holdet fra Olafur Kristjansson. Hollænderen så dog tegn på forbedring mod Brøndby.

- Vi havde meget mere fysisk input, så vi kunne konkurrere mod et stort hold som Brøndby. Men individuel klasse vil altid gøre forskellen, siger Ricardo Moniz.

BRØNDBY-RANDERS FC 3-1 (1-1)

1-0 Joni Kauko (15. minut/selvmål)
1-1 Jonas Bager (30. minut)
2-1 Besar Halimi (59. minut)
3-1 Besar Halimi (90. minut)

Tilskuere: 4.357