Randers-træner efter nyt nederlag: Et svært kampprogram

Efter 1-2 nederlaget til FC Midtjylland har Randers FC kun fået ét point i sæsonens første tre kampe

Mod FC Midtjylland leverede Randers-spillerne ikke den præstation, cheftræner Olafur Kristjansson forventer af dem. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Mayron George (i midten) var med fra start for Randers FC. Desværre for kronjyderne kom han ikke på scorinsgtavlen. Foto: Henning Bagger - Scanpix

FC Midtjyllands Jonas Borring scorede sejrsmålet mod sin tidligere arbejdsgiver. Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

Randers FC tabte søndag 1-2 på udebane til FC Midtjylland i Alka Superligaen. 

Efter sæsonens første tre kampe ligger holdet næstsidst og har kun fået ét point i tre kampe.

Læs også Ny nedtur: Randers FC stadig uden sejr i denne sæson

Klubben har ambitioner om at komme i top-6, der giver adgang til mesterskabsspillet, som holdet akkurat missede sidste sæson.

Derfor er Randers-forsvareren Jonas Bager heller ikke tilfreds med holdets indledning på sæsonen:

- Det er selvfølgelig ikke godkendt at få ét point i tre kampe.

Randers-forsvareren Jonas Bager dumper sæsonstarten. Foto: Henning Bagger - Scanpix

- Man skal se det i lyset af, at vi har haft et svært program. Hvis vi havde været lidt skarpere, havde vi også fået flere point ud af det, siger Jonas Bager og tilføjer:

- Hvis vi gerne vil i top-6, siger det sig selv, at vi skal have mere end et point i hver tredje kamp.

Træner: Et svært kampprogram

Randers har indtil videre spillet uafgjort mod Sønderjyske og tabt til FC København og FCM. 

Alle tre hold var i sidste sæson blandt de seks øverste, og Randers-træner, Olafur Kristjansson, mener, at sæsonstarten skal vurderes i forhold til, at holdet har haft et svært kampprogram:

- Det er selvfølgelig ikke den start, vi havde håbet på. Men hvis man er realistisk, er det også, hvad man kunne forvente med det kampprogram.

- Jeg synes, vores sæsonstart har været blandet. Vi er blevet straffet af et par gode hold. Præstationerne har været svingende i alle tre kampe, men resultaterne har ikke været godkendt, siger Olafur Kristjansson.

- Mod FCM leverede vi ikke den præstation, jeg forventer af mine spillere. Det er mit ansvar, så pilen peger udelukkende på mig. Det løber jeg ikke fra, Randers-træneren.

Randers skal forsøge at hente sæsonens første sejr, når mandskabet i næste runde møder oprykkerne fra Hobro på udebane.

FC MIDTJYLLAND – RANDERS FC 2-1 (1-1)

1-0 Paul Onuachu (19. min.)
1-1 marvin Pourie (21. min.)
2-1 Jonas Borring (53. min.)

Tilskuere: 5.372