Randers-træner: De var klogere

Skuffet over nederlag til Esbjerg i kvindernes håndboldliga

Håndboldkvinderne fra Randers HK måtte onsdag aften afgive førstepladsen i ligaen til Esbjerg, efter at de på hjemmebane skuffende tabte med 21-26 til vestjyderne.

Kronjydernes træner, Jan Leslie, erkender ligesom flere at spillerne, at Esbjergs sejr i Skyline Arena var fortjent.

- Vi vidste, de ville spille langsomt og forsøge at trække tempoet ud, og vi havde talt om, at vi ikke skulle gå i panik. Men vi mister tålmodigheden, og hver mand forsøger at afgøre det for sig selv, og det kan man ikke, siger Randers-træneren til klubbens hjemmeside.

Cadeau til Esbjerg
Randers-playmaker Berit Kristensen, der på grund af en knæskade så kampen fra sidelinjen, er enig i, at Esbjerg lykkedes med at trække tempoet ud af kampen.

- Stor cadeau til Esbjerg, som er gode til at vurdere, om de skal løbe contra, og jo så ellers bruger 15-20 sekunder på at føre bolden op. Vi er bedst, når vi er i fart, men vi bliver lullet i søvn, i forsvaret og får afsluttet for hurtigt, siger Berit Kristensen.