Randers tager ny snæver sejr over Hobro i chanceorgie

Randers slog for anden gang på under en uge Hobro - denne gang med 1-0 på mål af Emil Riis.

Emil Riis (til venstre) jubler efter sin scoring mod Hobro fredag eftermiddag. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers FC vandt fredag eftermiddag med 1-0 over Hobro i en superligakamp, der for alvor livede op chancemæssigt efter pausen.

Trods store tilbud i begge ender blev der på mystisk vis kun scoret en enkelt gang i kampen.

Hjemmeholdets spillere virkede komfortable i første halvleg, mens gæsterne kom bedre med efter pausen. Til sidst burde Hobro ret beset have udlignet.

Randers sætter sig med sejren solidt på nedrykningspulje 2's førsteplads. Hobro ligger derimod sidst - fem point efter Vendsyssel.

Læs også Randers-profiler: Europæisk fodbold er realistisk

Det tvinger Hobro til at vinde de sidste to kampe, hvis holdet skal gøre sig forhåbning om at undgå at spille om direkte nedrykning mod taberen af den anden nedrykningspulje.

Fredagens kamp var blot seks minutter gammel, da Emil Riis bragte hjemmeholdet foran på en friløber. Angriberen var for hurtig for Hobros midterforsvar og sparkede let bolden i mål.

Hobro-holdet var aldeles anonymt i første halvleg. Tættest på et mål var gæsterne, da Kasper Enghardt ikke var langt fra at dreje et indlæg i eget mål.

Både efter 24 og 35 minutter burde hjemmeholdets angriber Marvin Egho have fordoblet føringen.

I første omgang høvlede han bolden langt over mål, mens han i andet forsøg headede over fra tæt hold.

Randers FCs Marvin Egho afslutter hårdt presset af Hobros Yaw-Ihle Amankwah og Mathias Haarup. Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Randers holdt stand i 2. halvleg

Også i anden halvleg kom Randers bedst ud. Både Johnny Thomsen og Marvin Egho havde, blandt flere andre Randers-spillere, store chancer.

Først da stadionuret rundede en time, vågnede Hobro en smule. I løbet af en periode på ti minutter havde holdet flere gode muligheder for at udligne. Hobros venstre side med Mathias Haarup og Edgar Babayan manglede dog den sidste skarphed.

Indskiftede Benjamin Stokke burde have afgjort kampen til hjemmeholdets fordel med et kvarter igen, men Jesper Rask reddede flot i Hobro-målet.

Hobro udnyttede i det sidste kvarter den spinkle føring til at presse Randers i bund. Tættest på var angriber Sebastian Grønning med hovedet flere gange.

Randers tager i næste spillerunde imod AaB. Hobro spiller ligeledes hjemme, når Vendsyssel kommer på besøg.

VIDEO: Se seneste udgave af 'Skipperligaen Update' nedenfor:

AGF-redning%2C ACH i frit fald og farvel til en førsteplads i 1. division