Randers tævede Otterup
Randers FC tankede selvtillid, da 2. divisionsholdet Otterup fra Fyn blev storslået i pokalturneringen.
Kronjyderne fra Randers har endnu ikke vundet en kamp i superligasæsonen 2009/2010. Det var derfor et sejrshungrende hold, der onsdag gik på banen for at vinde over 2. divisionsholdet Otterup.
Det gjorde de blå så. Endda så eftertrykkeligt som 5-0.
- Vi kan sagtens bruge en sejr over Otterup til noget. Spillerne havde behov for en "lille" sejr, og forhåbentlig kan de få en "stor" sejr på mandag, når vi skal møde en langt sværere modstander i AaB i SAS Ligaen. Jeg håber derfor, at sejren i aften kan være vendepunktet og give os fornyet selvtillid i SAS Ligaen, sagde John Faxe efter kampen til klubbens hjemmeside.
Den nye angriber, José Junior, blev dobbelt målscorer for Randers, mens Kasper Lorentzen, Tidiane Sane og Ricki Olsen alle scorede en enkelt gang.