Randers tænker kun på overlevelse efter nyt nederlag

Randers FC har tabt tre superligakampe i træk, og det flytter fokus fra top-6 til nedrykningsslutspillet.

Randers FC tabte søndag 0-3 mod Sønderjyske i Haderslev. Nu ser de mod bunden. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Randers FC tabte søndag den tredje superligakamp i træk, da holdet ude mod Sønderjyske tabte med 0-3. 

Derfor er kronjyderne i øjeblikket på en ottendeplads i tabellen med 31 point, inden de resterende kampe i 24. spillerunde er færdigspillet.

Læs også Første uge i marts kan give en hel måneds regn

Det betyder, at mandskabet er to point efter OB på sjettepladsen, og derfor skal der point på tavlen i de sidste to runder, hvis Randers skal i top-6.

Thomas Thomasberg rynkede på næsen, da han så sit hold tabe 3-0 til Sønderjyske søndag. Nu handler det om overlevelse i ligaen. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Randers-træner Thomas Thomasberg var efter søndagens nederlag klar i mælet omkring holdets situation.

- Det her nederlag bringer os tre point tættere på nedrykning.

- Vores mål har hele sæsonen været, at vi skulle overleve, og jeg vidste jo godt, at den her snak ville komme med det samme.

- Jeg har sagt, at vi selvfølgelig gik efter top-6, men lige nu kigger vi rigtig meget på 11.-pladsen, siger Randers-træneren.

Randers-anfører Erik Marxen er ligeledes frustreret over den dårlige pointhøst i foråret og ser nu kun nedad i tabellen.

Nu er der fuldt fokus på at holde de fire nederste hold bag os, det er der ingen tvivl om.

Erik Marxen, Randers FC.

- Jeg er skuffet over, at vejen til top-6 nu ser ud til at være markant sværere. 

Erik Marxen lavede selvom i begyndelsen af kampen mod Sønderjyske søndag, som Randers FC tabte med 3-0. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

- Nu er der fuldt fokus på at holde de fire nederste hold bag os, det er der ingen tvivl om.

Læs også Randers-spiller raser efter nederlag til Sønderjyske

- Vi skal i de sidste to kampe have skrabet nogle point sammen, så vi står bedst muligt rustet til de eventuelle puljespil, slutter Marxen.

Randers tager næste søndag imod Horsens, mens holdet i sidste runde skal en tur til Odense og møde OB.